SIK Håndbold styrker organisationen i ungdomsafdelingen med ansættelsen af en ungdomskonsulent og en målmandstræner.

Viborg: Søndermarkens IK Håndbold oplever stor medlemsfremgang, og det får nu klubben til også at styrke organisationen i ungdomsafdelingen.

Kilde: Viborg Folkeblad

Klubben har senest fået ansat en ungdomskonsulent og en målmandstræner i form af henholdsvis Simon Olsen og Nicolas Birke.

– Med ansættelsen af en ungdomskonsulent ønsker vi at optimere rammerne for vores trænere. Vi oplever stor medlemfremgang og vækst på hver enkelt årgang, og på den her måde sikrer vi, at vi har en tråd i alt det arbejde, vi laver i ungdomsafdelingen, lyder det i en pressemeddelelse fra SIK Håndbold.

Her peger man også på, at man fremover vil prøve at styrke trænernes udvikling ved hjælp af inspirationstræning, ligesom ansættelsen også betyder, at man kan tænke større end hidtil – blandt andet er man påbegyndt et projekt, der skal skabe et tættere samarbejde mellem håndboldklubben og skoler samt foreninger i sydbyen.

Simon Olsen er 23 år, og er ved siden af funktionen i SIK også ansat i Skive fH, hvor han træner U18-drenge og indgår som en del af assistentteamet hos klubbens 1. divisionsherrer, ligesom han er kredstræner i JHF’s kreds 2.

– Jeg er rigtig glad for at være blevet tilkoblet som ungdomskonsulent i SIK Håndbold. Jeg synes, det er en klub under en rivende udvikling på både ungdom og senior siden. Jeg synes, der ligger nogle rigtig spændende arbejdsopgaver foran mig, og jeg glæder mig meget til at kunne være med til at videreudvikle det flotte stykke arbejde, der i forvejen er udført og har dannet grundlag for den store medlemsfremgang i de sidste par år, siger Simon Olsen.

Han får blandt andet får til opgave at varetage samarbejdet med skoler og børnehaver, ligesom han skal være med til at inspirere både trænere og ledere i klubben.

– Samtidig håber jeg også selv på at lære en masse af de dygtige personligheder, som er i SIK Håndbold. Vi har en masse spændende ting og ideer på tegnebrættet, som jeg glæder mig til, at vi fører ud i livet i vores forening, siger han.

En kapacitet

Målmandstræneren Nicolas Birke betragter SIK Håndbold som lidt af en kapacitet.

Han er 27 år og er tilknyttet som målmandstræner i JHF’s kreds 2 og 4 – og man er overbevist om, at han kan styrke klubbens unge målmænd.

– Vi er rigtig glade for at kunne trække en kapacitet som Nicolas til SIK og dermed sætte ekstra fokus på vores målmænd i ungdomsafdelingen. Nicolas har et meget flot CV med sig, og han har været tilkoblet som målmandstræner hos både 1. og 2. divisionshold ved siden af kredstræner-jobbet, lyder det fra SIK.

 

Previous reading
SIK Håndbold er tæt på at vokse ud af egne rammer
Next reading
Træningsstart i SIK Håndbold 2017/18